Kyllingeleverpålæg

Mængde: ca. 450 g pålæg
Tilberedningstid: Ca. 35 minutter, fra kyllingeleveren er optøet

Det skal du bruge

250 g kyllingelever
1 stort fed hvidløg
1 stort løg
1 æble
1 spsk olie
½ spsk smør
6-8 friske blade salvie eller ½ tsk. knust salvie
6-8 friske ’blade’ rosmarin eller ½ tsk. tørret rosmarin
1 spsk mørk balsamicoeddike
2 spsk piskefløde


Sådan gør du

Optø og rens kyllingelever ved at skære eller klippe de hvide sener af.

Pil løget og skyl æblet og fjern kernehuset, stilk og blomst.

Skær løg og æbler i tynde skiver.

Varm smør og olie på en stor pande ved god varme og steg kyllingelever i kort tid ca. 1 minut, mens de vendes jævnligt.

Tag dem af panden og kom dem i en skål.

Tilsæt løg og æbler sammen med krydderurterne og steg ved middelvarme indtil løg og æbler er helt bløde. Det tager ca. 10 minutter.

Tilsæt balsamico og ”brænd” den helt af, mens der røres i blandingen.

Tilsæt piskefløde, 2 spsk. vand og den lune kyllingelever. Steg sammenlagt i ca. 8 minutter, mens der jævnligt røres. Steg til leveren netop er gennemstegt. Tag panden af varmen.


Servering som pålæg

Server kyllingeleveren som pålæg på brød, enten hakket fint i hånden med en stor skarp kniv eller blendet på en minihakker til den er smørbar. Smør først brødet med mayonnaise og læg derefter kyllingeleverpålægget ovenpå.

Brug ca. 1-2 spsk. Kyllingeleverpålæg til ¼ skive brød. Server sammen med hakket pære, stegt rød peberfrugt eller syltede rødbeder.


Holdbarhed

Kyllingeleverpålægget kan holde sig et døgn på køl i en tætsluttende beholder. I fryser kan det holde sig 1 måned. Frys evt. ned i mindre portioner til de mindste børn.