Gør mad til en oplevelse for barnet og dig selv
Afsnittet er skrevet af Dorte Fischer, sundhedsplejerske og næstformand i Fagligt selskab for sundhedsplejersker
Mange børn vil gerne være med i køkkenet, men hvordan kan mit barn være med i madlavningen? Og hvordan får jeg mit barn til at interessere sig for mad? Vær nysgerrige på de forskellige madvarer sammen med dit barn. Smag, mærk, snak, duft og prøv!
Mad kan være en oplevelse
- Allerede omkring 1-årsalderen kan dit barn være aktivt i køkkenet - lad det røre, smage og snuse til de forskellige madvarer
- Med alderen kan du lade dit barn deltage i mere og mere - under opsyn
- Lad barnet være med til at købe ind og fx selv vælge frugt, men gør det kun, hvis I har god tid, og barnet ikke er træt
- Lad dit barn være med til at finde varer med Fuldkornsmærket og Nøglehulsmærket
- Lad dit barn være med til at bestemme menuen - men husk, et barn har ikke den samme erfaring og fantasi til sund mad, som du har - så du sætter rammerne
- Giv fx dit barn to gode muligheder at vælge imellem - fx:
- Lasagne - eller spaghetti med kødsovs?
- Den flotte makrel - eller den sjove fisk med alle tænderne?
- Lad dit barn være med til at lave mad - vælg en dag, hvor du har overskuddet og tiden
- Sæt tid af og lad barnet lave nogle sjove opgaver. Giv gerne to valgmuligheder:
- Vil du helst skrælle kartofler - eller vil du drysse krydderier på kyllingen?
- Vil du proppe dild i maven på fisken - eller vil du skylle salaten?
- Vil du forme bøffer - eller stege løg? (med svømmebriller på går det fint)
- Lad være med at presse - det skal være en sjov fælles aktivitet. Der er dage, hvor tingene bare skal gå hurtigt, og hvor det bliver besværligt, hvis barnet skal hjælpe til
- Vær nysgerrige sammen - smag, mærk, snak og prøv