Kræsent barn eller..?
Vil barnet ikke spise hvad der bliver serveret? Tænker du 'mit barn er kræsen'? Det er naturligt, at dit barn er skeptisk over for ny mad. Læs her hvordan dit barns smag og præferencer kan udvikles.
Prøv nye ting med maden
Smag udvikles gennem eksperimenter. Lad derfor dit barn undersøge maden, pille ved maden, snuse til den, smage på den og lege med den. Giv dit barn alle dele af maden – hver gang, den bliver serveret. Og lad gerne barnet spytte maden ud igen, hvis det ikke kan lide smagen.
Husk på at det er de voksne der bestemmer, hvad der skal på spisebordet, mens barnet bestemmer hvad der skal i maven - og hvor meget.
Server maden gentagne gange
De fleste familier oplever perioder, hvor deres barn ikke vil spise bestemte madvarer. Lad være med at gøre et stort nummer ud af det, men servér den nye, fremmede ting gentagne gange, Det er helt almindeligt, at mindre børn skal smage nye ting 8-12 gange, før de lærer at holde af smagen – nogle skal endda bruge endnu flere forsøg. Men det lykkes som regel!
Jo flere ting dit barn har smagt i løbet af de første par år, jo nemmere bliver det at prøve nye retter senere hen.
Sådan går det nemmere med at få maden i maven
- Sørg for at barnet er (lidt) sultent, når I skal spise
- Lav mad til hele familien uden særlige hensyn til barnet. Tilbyd ikke ’særforplejning’, men vær sikker på, at der i hvert fald er en madvare på bordet, som barnet kan lide
- Lov aldrig lækkerier som belønning for at spise maden
- Server maden i små skåle, så barnet selv kan vælge til og fra
- Husk: Der sker ikke noget ved, at dit barn springer et måltid over
Om de signaler du sender, når I spiser
- Vis, at I voksne selv glæder jer til at spise den lækre mad – lav gode madlyde som ’uhmm’ og ’ahh’
- Skab en god stemning omkring spisebordet
- Barnet fornemmer hurtigt, hvis en af de voksne synes, det er en sur pligt at spise sund mad
- Hvis mor fx ikke er vild med fisk, kan far og barn nyde fisk, når mor ikke er hjemme
- Serverer du vand eller mælk til dit barn, så drik det samme selv
- Lad være med at tale om barnets appetit og spisevaner ved bordet – snak om alt muligt andet hyggeligt
- Underhold ikke andre om dit barns spisevaner
Relateret indhold
Skab hyggelige rammer omkring måltidet
Spisevaner grundlægges tidligt gennem de oplevelser barnet får, når I spiser sammen. Det er derfor vigtigt at have fokus på stemningen omkring spisebordet. Få tips til at skabe en god stemning, når I samles til måltider.
Gør mad til en oplevelse
Mange børn vil gerne være med i køkkenet. Allerede omkring 1-års-alderen kan dit barn være aktivt i køkkenet. Vær nysgerrige på de forskellige madvarer sammen med dit barn. Smag, mærk, snak og duft og prøv!
Gør hverdagen nemmere med en børnevenlig madplanlægning
Der er forskellige måder at gøre hverdagen nemmere på. At planlægge måltider og gøre maden til en oplevelse er to måder. Find flere gode råd til at gøre hverdagen nemmere.