Vitamintilskud til børn

Kosttilskud kan aldrig erstatte en sund og varieret kost, fordi en sund og varieret kost bidrager med mange fere vigtige stoffer end blot vitaminer og mineraler. Det sunde og raske barn, der er født til tiden, anbefales et tilskud af D-vitamin fra barnet er 2 uger gammelt. Er dit barn født for tidligt og/eller med lav fødselsvægt, skal det have jerndråber – kontakt læge eller sundhedsplejerske for mere information.

 

Hvorfor skal mit barn have D-vitamintilskud?

D-vitamin er vigtigt for sund knogleudvikling hos dit barn. Solen er den vigtigste kilde til D-vitamin, hvilket vi typisk skærmer de mindste børn for. Hertil kommer, at det er meget svært at få dækket behovet for D-vitamin via kosten alene.

D-vitamin findes kun i større mængder i fede fisk som sild, makrel, og laks. Derudover forekommer D-vitamin i begrænset mængde i kød, mælk og æg.

Hvad er anbefalingen for D-vitamintilskud?

Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen anbefaler:

2 uger til 4 år: Spæd- og småbørn skal have et D-vitamintilskud på 10 µg dagligt hele året. Dette gælder dog ikke børn, der dagligt drikker 800 ml modermælkserstatning eller mere med mindst 1,3 mikrogram vitamin D pr. 100 ml.

Fra 4 år: Børn skal have et tilskud på 5-10 μg vitamin D i vinterhalvåret (fra oktober til april). Har dit barn mørk hud, bærer tildækkende påklædning om sommeren eller kommer ikke udendørs til daglig / undgår sollys, anbefales tilskud på 10 µg dagligt hele året.

Skal jeg give mit barn en multivitaminpille?

Børn skal som udgangspunkt ikke have multivitaminpiller, da de generelt får dækket deres behov for næringsstoffer via kosten. De har derfor ikke behov for tilskud udover D-vitamin, som beskrevet ovenfor.

Hvis du vælger at give dit barn en multivitaminpille, er det vigtig at vælge et produkt til børn med et indhold på omkring 100 % af den anbefalede daglige dosis for de forskellige vitaminer og mineraler for børn mellem 1 og 10 år. For stort indtag via vitaminpiller kan give alvorlig forgiftning hos barnet.

Hvis du vælger at give dit barn en multivitaminpille, skal barnet ikke også have D-dråber.

Video Mad Til Børn

Relateret indhold