Bag om Mad til Børns opskrifter

Kirsten Mikkelsen Ravnbøl, der er ekspert i mad og ernæring til de mindste, har udviklet de mange lækre opskrifter, der er at finde på denne hjemmeside. Alle opskrifter er udviklet ud fra Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsens anbefalinger. Læs med her, om Kirstens tanker bag opskrifterne.

Der er fart på i barnets første leveår – bl.a. tredobles vægten fra fødsel til første fødselsdag og længden øges med ca. 25 cm. Vi ser de gror, kravler og kan mere og mere og indvendigt sker der forandringer når hjernen og organer udvikles. Det kræver ikke blot mad men også gode næringsstoffer. Den rigtige ernæring er nemlig ekstra vigtig de første 2 leveår og har desuden betydning for barnets sundhed langt ud i livet.

Udover at opskrifterne skal passe til barnets behov for næringsstoffer og være varieret, er tankerne bag også, at de skal passe til barnets udvikling med at spise og dermed stimulere barnet så det lærer at gumle, tygge og gnave samt samle mad op med fingrene og føre det op til munden.

Smagen af forskellige madvarer skal læres. Forskning viser at hyppig tilbud af mange forskellige slags grøntsager i første leveår øger sandsynligheden for at de senere kan lide grøntsager. Så der er mange forskellige grøntsager i opskrifterne og forskellige fisk og kødtyper i retterne. Og meget vigtigt: Maden skal også smage godt, og være en nydelse barnet gerne vil have gentaget, for mad gavner først, når det ligger i maven.

Derudover har ønsket været at lave nogle opskrifter, især fra 6 måneder, hvor hele familien kan spise med, så maden ved måltidet bliver fælles glæde.

Om energi(kJ) og fedtstof i opskrifterne

Vi har sørget for at opskrifterne indeholder den fornødne mængde energi (kJ), som barnet det første leveår har behov for i et måltid. Når der er brug for at supplere barnets portion med lidt fedtstof, har vi skrevet dette i opskrifterne. På samme vis er det beskrevet, når de voksne bør supplere deres måltider med ekstra groft brød eller grøntsager for ikke selv at få for energirige måltider.


Anskaffelser

Det kan være en god ide at erhverve sig en god blender fx en minihakker eller stavblender med blenderglas, når der skal laves mad til de mindste efter vores opskrifter. Har du en foodprocessor kan den også fint bruges. Resten af udstyret er ganske normalt med små gryder, piskeris, en god pande og et ovnfast fad – gerne med låg.

 

Opbevaring af barnets mad

For at undgå madspild og spare tid, er behovet for at gemme den tilberedte mad ofte stor. Vi har i opskrifterne skrevet om holdbarhed på køl og egnethed til frysning. Tommelfingerreglen er at babymad kun bør fryses kort tid og bruges indenfor en måned.

 

God fornøjelse med opskrifterne - og velbekomme ;-)

Kirsten Mikkelsen Ravnbøl