Hirse-havregrød med frugt

- til nybegynderen på mad

Mængde: Et par portioner eller flere smagsprøver alt efter appetit
Tilberedningstid: Ca. 15 minutter

Grøden indeholder gluten fra havregrynene.

 

Det skal du bruge

½ dl hirseflager
½ dl havregryn
25 g moden pære
15 g æble
1 tsk. smør eller blandingsprodukt
½ dl færdigblandet modermælkserstatning

Evt. drys af blendede nødder, se opskrift Nødde- og havremandeldrys

 

Sådan gør du

Kom hirseflager og havregryn i en minihakker og blend det til mel. Brug halvdelen, ca. 2 spsk. (25 gram) til grøden og gem resten til næste gang du vil give denne grød.

Skyl pære og æble, fjern kernehusene og vej af hvor meget du skal bruge. Skrællen skal blive på.

Blend frugterne i minihakkeren til de er granuleret.

Kom mel, frugt og 2 dl vand i en lille gryde. Bring i kog under omrøring. Kog grøden ved middelvarme i ca. 7 minutter. Rør af og til i den.

Smag om frugten er blevet mør. Tag gryden af varmen og rør fedtstof og modermælkserstatning i.

 

Servering

Giv grøden lun sammen med lidt nøddedrys.

TIP

Nødder bidrager med sunde fedtstoffer og kan gives blendede eller meget finthakkede fra barnet er 4 måneder.

 

Holdbarhed

Vil du gemme en portion hirse-havregrød, gem da uden modermælkserstatning og fedtstof og køl straks portionen ned. Holdbarheden er et døgn på køl i tætsluttende beholder. Før du giver grøden igen, bør den koges igennem og boble et par minutter – tilsæt evt. lidt vand. Herefter tages den af varmen og tilsættes fedtstof og modermælkserstatning lige før du servere den.

Grøden er også velegnet til at fryse. Holdbarheden på frost er 1 måned.