Dahlsuppe med yoghurt topping

Server dahlsuppen sammen med kogte kartoffeltern eller en fuldkornsbolle eller blød børnebolle. Se opskrift på fuldkornsbollen her og de bløde børneboller her. Fra 9 mdr. kan du give yoghurt topping oven på suppen.

Ingredienser

  • 75 g løg
  • 1 fed hvidløg
  • 2 cm ingefær
  • 2 spsk. planteolie
  • 1 spsk. karry
  • 1 tsk. stødt korianderfrø
  • ½ tsk. gurkemeje
  • 1½ spsk. spidskommen
  • Evt. et nip tørret chili
  • 50 g rød peber
  • 100 g squash
  • 250 g blomkålsbuketter svarende til ½ hoved
  • 1 dåse hakket tomat
  • ¾ dl røde linser
  • 2 dl vand
  • Grøntsagsbouillonpulver svarende til 2 dl vand
  • Citronsaft

Sådan gør du

Rens løg og hvidløg og hak dem fint. 

Skræl ingefæren og riv den fint. 

Varm olien i en gryde og steg løg, hvidløg og ingefær ved middelvarme til løgene er glasklare. 

Rør undervejs så løgene ikke bliver brune. 

Tilsæt alle de tørre krydderier og rør rundt. 

Tag gryden af varmen men du renser den røde peber og skyller squashen. Snit dem begge i små tern. 

Skyl blomkålen og del den i meget små buketter. 

Skyl de røde linser grundigt i en sigte. 

Kom rød peber, squash, blomkålsbuketter og røde linser ned til løg og krydderierne og skru op for varmen på gryden. Rør rundt et par minutter og tilsæt tomater, bouillonpulver og vand. 

Kog under låg i 20-30 minutter til linserne er møre og kogt ud. 

Smag dahlsuppen til med lidt citronsaft.

Yoghurt topping fra 9 mdr. og opefter

  • 1 dl yoghurt naturel 3,5%
  • 1 tsk. olivenolie
  • Evt. hvidløg 
  • Evt. lidt frisk mynte til børn tæt på 1 år

Rør yoghurt og olivenolie sammen og smag til med lidt presset hvidløg. Skyl mynten grundigt. Hak den fint og kom i toppingen. 

Servering

Server dahlsuppen lettere afkølet. 

Rør ½ - 1 tsk. planteolie i dit barns portion afhængig af portionens størrelse. 

Server sammen med kogte kartoffeltern eller et godt brød, så dit barn bliver mæt og får nok energi fra maden. 

Tip!

Dahlsuppen kan spises både blendet og ikke blendet alt afhængig af dit barn. Fra 9 mdr. kan du give lidt yoghurt topping til dahlsuppen.

Holdbarhed

Dahlsuppen kan holde sig på køl i et par dage i en tætsluttende beholder. Dahlsuppen er også egnet til frysning og kan her holde sig 1 måned.