Grøntsagsmos i ovn

- tilbehør til kartoffelmos eller kogte kartofler og fra 6 mdr. også fisk eller kød


Tilberedningstid: Ca. 15 min. retten skal herefter stege 2-3 timer i ovn

Mad som laver sig selv

Denne mos tager kort tid at tilberede, men bagefter skal den i ovn i ca. 2-3 timer. Her passer den sig selv og resultatet bliver en intens smag af gode grøntsager. Brug et ovnfast fad med låg eller en gryde med låg, som kan tåle at gå i ovnen. Giv fx en kartoffelmos til grøntsagsmosen – gerne blandet sammen, så har du en dejlig begyndermos.

Ingredienser ( 2 voksne og 2 børn )

  • 250 g søde cherry tomater
  • 2 gulerødder
  • ½ squash
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 2 spsk olie
  • 1 tsk æblecidereddike
  • Evt. en lille håndfuld friske krydderurter fx et mix af timian, rosmarin og oregano
  • Fedtstof
  • Evt. lidt modermælkserstatning

Sådan gør du

Skyl og halver tomaterne. 
Skræl gulerødderne, halver dem på langs og skær dem i skiver på ½ cm. 
Skyl squash, halver den i kvarte på langs og skær den i mindre trekanter. 
Pil og skær løget i tynde både. 
Skær bunden af hvidløgsfeddet og tryk hvidløget flad med håndrodden. Pil hvidløget.

Kom alle grøntsager samt olie, eddike og krydderurter i en ovnfast skål og rør rundt.

Læg låg på og stil skålen i en kold ovn. Sæt temperaturen på 150 grader og bag i 2-3 timer til det hele er mørt. Rør lidt undervejs. Tilsæt evt. lidt kogende vand, hvis det bliver for tørt.

Tag de grøntsager fra, som barnet ikke skal have. Kom resten af grøntsagerne i minihakkeren og blend til helt cremet, og der ikke er nogle større skaldele tilbage. Du kan også blende med stavblender i et blenderglas.

 

Servering

Bland den blendede grønsagsmos med en kartoffelmos. Tilsæt lidt fedtstof og evt. lidt modermælkserstatning til mosen har en god konsistens og smag.

Afslut måltidet med lidt modermælk eller modermælkserstatning. Du kan også give modermælkserstatning i en kop til måltidet og evt. lidt vand.

TIP!

Retten er egnet til at spise sammen med dit barn, idet grøntsagerne til de voksne kan spises som de er. I stedet for kartoffelmos kan du servere kogte kartofler. Husk lidt ekstra fedtstof i dit barns portion.

 

Holdbarhed

Grøntsagsmosen kan holde sig et par dage på køl. Mosen er også velegnet til at fryse. På frost er holdbarheden 1 måned.