Bowl med fisk

Bowl med fisk er egnet til de små, der omkring 7–8 måneder skal i gang med at træne i at spise med fingrene og tygge bløde madstykker. Hjælp da gerne dit barn med at maden kommer ind i munden enten med en ske eller med dine fingre. 

Bowl med fisk består af varieret mad og er beregnet som et hovedmåltid. For at dit barn ikke får for meget protein bør fisken ikke udgøre mere end 1/5 (20%) af bowlen. Kartoffelstykkerne bør udgøre 2/5 (40%) og frugt og grønt tilsammen også 2/5 (40%). En klat mayosauce udgør fedtstoffet i retten. Når maden i bowlen fordeles sådan til dit barn, tilbydes dit barn varieret mad og forhåbentlig vil dit barn spise og smage på lidt af det hele. 

Vi har ikke sat mængder på maden,  da det er dig som bedst ved hvor meget dit barn måske kan spise. Husk at appetitten veksler meget i den alder, så lidt af det hele er bedre end meget af en enkelt madvare.

Ingredienser

  • Ovnbagt gulerod
  • Kartoffelstykker
  • Grønne asparges
  • Dampet ørred
  • Ærter
  • Blåbær
  • Hindbær
  • Mayosauce

Sådan gør du

Ovnbagt gulerod – skræl en gulerod og skær den i aflange flade stave. Læg stavene på et stykke bagepapir og bland dem sammen med 1 spsk. olivenolie eller anden olie. Pak gulerødderne ind i bagepapiret så luft ikke kan trænge ud. Bag i en ovn i ca. 20 minutter ved 180 grader varmluft. Tjek om gulerødderne er møre til at gumle og tygge. 

Kartoffelstykker – skræl et par kartofler. Kom i en gryde. Overhæld med kogende vand til dækket. Kog under låg i ca. 20 minutter til de er møre. Skær kartoflerne ud i store stykker, som dit barn kan holde på.

Grønne asparges – skyl og skær bunden af aspargesene. Skær dem i mindre stykker, så din barns hånd kan holde om dem. Kom aspargesene i en lille gryde. Hæld kogende vand på til bunden er dækket og læg låg på gryden. Damp ved middelvarme i ca. 7 minutter til møre.

Dampet ørred – 1 mindre stykke ørredfilet lægges med skindsiden opad i en gryde. Overhæld med kogende vand til fisken netop er dækket. Læg låg på gryden og damp ved middel varme i 4-5 minutter til skindet slipper og let kan fjernes. Afkøl og skær i passende stykker til bowlen.

Ærter – damp de frosne ærter, som angivet på posen.

Blåbær – skyld og anret blåbærrene.

Hindbær – skyld og anret hindbærrene.

Mayosauce – rør en klat mayonnaise sammen med lidt sennep, citronsaft og en lille smule creme fraiche 9% eller yoghurt naturel, men ikke mere, for så bliver saucen for mager. Smag saucen til. 

Servering

Anret gulerod, kartoffelstykker, asparges, ørred, ærter, blåbær, hindbær og mayosauce hver for sig på en tallerken eller i små skåle. 

Holdbarhed

Overskud af mad og dip, som ikke har været serveret på tallerken til dit barn, kan holde sig et døgn på køl i lufttæt beholder. Rester af mad på dit barns tallerken skal kasseres.