Æggekage i ovn med kål og kartofler

2 voksne og 1 barn
Tilberedningstid: Ca. 30 minutter + 30-45 minutter i ovn

Vegetariske familier kan med fordel servere denne ret fra 6 måneder. Selvom der er komælk og ost i opskriften, er det meget lidt og derfor helt ok. Sørg for at både æggekage og tilbehør tilberedes, så barnet kan spise det. Blend evt. de kogte og stegte gulerødder med peberfrugt, som for øvrigt kan steges sammen med gulerødderne. Ikke vegetariske familier kan selvfølgelig også give retten fra 6 måneder.

Del evt. æggekageopskriften op i mindre etaper, som kan tilberedes i løbet af dagen. Fx kan kartofler og grøntbuketterne koges mange timer før retten samles i fadet.


Det skal du bruge

1 løg
1 spsk olie
1 stor bagekartoffel
125 g broccolibuketter
125 g blomkålsbuketter
5 æg
1 dl mælk
5 spsk revet ost, max 17% fedt
3 drej kværnet peber
1 tsk smør eller blandingsprodukt
3 spsk rasp
5 små tomater

Tilbehør
Fuldkornsbrød eller rugbrød uden synlige kerner
Kogte, stegte gulerødder
Rød peberfrugt
Mayonnaise evt. rørt med lidt hvidløg og citronskal
Sennep til de voksens brød
Evt. tomatsauce – den gode og nemme, se opskriften her.

 

Sådan gør du

Tænd ovnen på 180 grader.

Skræl og skyl kartoflerne. Skær dem i kvarte på langs og herefter i skiver på ca. ½ cm.

Kog kartoflerne i 10 minutter til de knapt er møre. Hæld dem i en sigte til afdrypning.

Pil løget og halver det. Skær det i små tern.

Varm olien på en pande ved god varme og steg løgtern til de er lysebrune.

Skru lidt ned undervejs så løget blot simrer og guffer i olien.

Skyl både blomkål og broccolibuketter og del dem i små buketter.

Kom blomkålene i en gryde med kogende vand. Kog under låg i ca. 5 minutter.
Tilsæt broccolibuketterne og kog dem med i ca. 3 minutter, nu uden låg.

Hæld det hele i en sigte til afdrypning.

Pisk æg og mælk let sammen.
Tilsæt osten og meget lidt peber.
Tilsæt kartofler, løg, blomkål og broccoli og vend rundt.

Smør et mellemstort tærtefad eller højt ovnfast fad med smør eller blandingsprodukt og drys rasp i formen.

Fordel raspen ved at dreje fadet rundt indtil al smørelse er dækket. Hæld evt. overskydende rasp fra.

Hæld fyldet i tærteformen og fordel det jævnt.

Skyl og skær tomaterne i skiver.

Pynt æggekagen med tomatskiver. Tryk dem let ned i æggemassen.

Bag æggekagen i ca. 30-45 minutter til den er gylden på overfladen og gennembagt.


Servering

Afkøl æggekagen og server den som aftensmad sammen med et godt rugbrød eller fuldkornsbrød. Giv lidt mayonnaise evt. rørt op med lidt hvidløg og fintrevet citronskal til brødet og sennep til de voksnes brød. Giv peberfrugt og kogte, stegte gulerødder til æggekagen og evt. tomatsauce.

TIP!

Skal det gå hurtigt, kan du droppe kartoflerne og bruge frosne grøntsager i æggekagen, i alt 500 g. Fx en blanding med blomkål, broccoli og gulerødder. Kom dem da direkte fra frost i et ildfast fad sammen med friskhakket løg og olien. Bland godt i fadet. Stil fadet i ovnen og bag grønsagerne til de er varme og lettere gyldne. Afkøl grønsagerne og hak dem fint. Vend dem herefter i æggemassen og bag som beskrevet ovenover.
En rest æggekage er også god som pålæg til frokost.